Info om butikker & restauranter

 

Indkøbsmuligheder & restauranter, Languedoc, Sydfrankrig

Indkøbsmuligheder

I Roquebrun findes et ”Vival”, hvor man kan få de fleste dagligvarer (åben 9-12 og 16-19).

Her er også en rigtig god bager (Åben hver dag 7.00 – 12.15 . Den hedder “Le Croquebrun” og ligger imellem rådhuset (Mairie) og caféen. Den er leveringsdygtig i både de basale bagervarer såsom baguettes, croissanter, landbrød samt kager m.v. Der er udendørs servering af kaffe og brød lige udenfor eller over gaden ved floden.

Hver tirsdag og torsdag parkerer en rullende slagterforretning på byens lille plads ved floden.

Den har gode og spændende produkter og en festlig slagtermand.

Byen har et stort vin-udsalg (cooperativet i udkanten af byen), hvor der findes et udvalg af byens egne gode vine i forskellige kvaliteter og prisklasser, og flere lokale producenter har egne udsalg af rigtigt gode vine.

I den nærmeste by, Cessenon er der bager og slagter (rigtig god), supermarked, (nærmeste) tankstation m.v.

I Cazouls findes lignende forretninger samt omegnens største supermarked ”Carrefour” (lige ved byens udkørsel) med stort udvalg og mange gode tilbud. Det er et godt sted at købe ind når, man ankommer ved feriens begyndelse. I tilknytning hertil ligger egnens (som regel) billigste tankstation.

I St. Chinian er en del butikker og et godt lille supermarked ”Ecomarche” (drej til højre i T-krydset i byen og til højre i rundkørslen i udkanten af byen samt 1. vej til venstre).

I byen er der et rigtigt godt og alsidigt marked hver søndag fra kl. 9 – 13.

Ca. 2 km efter Murviel les Beziers (som ligger på vejen imellem det østlige Beziers og Roquebrun) i retning mod Beziers findes et stort ”Super U” supermarked. Det ligger bekvemt, hvis man vælger denne vej ved ankomsten eller kører denne vej til Beziers.

Beziers har et meget stort udvalg af supermarkeder og specialforretninger og konkurrencen er stor og priserne lave (ED, LIDL m.fl.).

I byens østlige ende ligger bl.a. et ”Centre Commerciale”, hvor man finder megamarkedet ”Auchan” (GPS), og i samme kompleks ligger div. specialbutikker.

Ud over butikkerne kan man købe ind på bymarkederne, som typisk arrangeres lørdage og søndage (check hvor og hvornår på turistkontoret). De kan være en farverig oplevelse, og har altid et væld af friske varer af høj kvalitet.

OBS ! Husk, at I er på landet, hvor de gamle traditioner stadig råder. Det betyder at alle mindre forretninger, tankstationer, m.v. har middagslukket fra kl. 12.00 til ca. 14.

Til gengæld åbner de fleste forretninger kl. 8-9 og lukker først kl. ca. 19.

Søndag er stort set alt til gengæld lukket.

Supermarkederne har typisk åben fra 9 til ca. 21 (uden middagslukning) alle dage undtagen søndag (hvor alle har lukket). Vær opmærksom på, at de fleste tankstationer har lukket om søndagen, og man ikke altid kan bruge sit danske Visa – eller Mastercard i automaten. På motorvejene kan man dog altid og hele døgnet bruge betalingskort.

Får I brug for specialbutikker, så søg evt. råd på turistkontoret eller find dem i de gule sider i telefonbogen (ligger på hylden i stuen).

Restauranter

I Roquebrun findes to restauranter, ”Le Petit Nice” (ved la Mairie), og ”St. Hubert” lige efter broen (også på hovedgaden).

I Cessenon på torvet overfor kirken ligger bar/restaurant “Europa”. Den serverer gode landlige retter til en meget rimelig pris. Ved torvet ligger også en udmærket restaurant/pizzeria ”Le Jardin d´Emilie” samt et par andre restauranter.

Auberge de Reals (GPS) er vores “stamrestaurant”, en rigtig landlig restaurant, som sætter en ære i at servere traditionelle, måltider af høj kvalitet. Her møder man sort set kun franskmænd, og stemningen er helt i top bla. takket være “kromutter”, som altid har en frisk bemærkning parat.

Vælg en af menuerne,som alle er velsmagende (men ikke mere end 3 retter, med mindre man har opbygget en virkelig alvorlig sult).

I Cazouls findes et meget folkeligt sted ”La bonne Humeur” (med bar og billard), der som regel lever godt op til sit navn. En tre retters menu (ingen luksus) koster ca. 100 kr.

I Maraussan (videre på vejen mod Beziers) findes flere gourmet-restauranter af høj kvalitet – bl.a. ”Les Vieux Puits”.

I St. Chinian findes et udvalg af restauranter i forskellige prislejer og af vekslende kvalitet. Vi har selv gode erfaringer med restauranterne på hovedgaden over for kirken.

I Berlou findes en særdeles god restaurant (nær ved broen).

På vej mod “St. Pons” lige uden for den lille by Mons la Trivalle er en meget hyggelig restaurant (GPS) med udmærket mad, hvor man bl.a. kan se sin bøf blive grillet på det store åbne ildsted i selve restaurationslokalet.

I Olargues (meget smuk middelalderby på vejen via Tarassac til St. Pons) ligger en danskejet restaurant, “Fleur d´Olargues” (GPS), som serverer menuer af høj kvalitet. Her er normalt levende musik hver fredag og lørdag.

Den ligger særdeles smukt ved vejen lige ved den gamle bro over til landsbyen “Vieux Pont“. Vælg om muligt et bord på den udendørs terrasse. Bestil bord i god tid forvejen (0033 4 6797 2704), da den er meget søgt (spørg efter Joan).

Det er så nogenlunde det, vi selv kender til af restauranter i området, men der findes et væld af andre, som givetvis fortjener at blive udforsket.

Generelt gælder, at kvaliteten er god eller særdeles god, og priserne betydeligt lavere end i Danmark.

Typisk kan en udmærket tre retters menu koste omkring 25 euro og husets vin ca. 5 euro pr. halvliter.

Åbningstider for butikker m.v.

Supermarkeder

Vival, Roquebrun

ma, ti, to, fr, lø: 8.00 – 12.00 + 16.00 – 19.00

on + sø Lukket

Ecomarche, St. Chinian

Ma – to 9.00 – 12.15 og 15.00 – 19.15

Fr + lø 9.00 – 19.15

Carrefour, Casoul 9.00 – 19.00

Super U, Murviel 9.00 – 20.00

Auchan, Beziers 9.00 – 20.00

Byggemarkeder

Castorama, Beziers. 8 – 20 undt. søndag

Point P, St. Chinian

Ma – fr 7.15 – 12.00 og 13.45 – 17.30

Lø 8.00 – 12.00

Diverse

Le Croquebrun (bageren), Roquebrun

Hver dag 7.00 – 12.15.

Mairie, Roquebrun 9.00 – 12.00

Caféen, Roquebrun 9.30 – ca. 11 + 15.00 – min. 20.

Tabac, Roquebrun Normalt fra 17 – ??

Posthus, Roquebrun

Ma – fr 10.00 – 12.00 + 14.00 – 16.00

lø 8.30 – 10.00

Turistkontoret, Roquebrun

Ma – fr 9.00 – 12.00 + 14.00 – 17.00

Dechetteriet (genbrugsstationen), Pierrerue

Ma – fr 7.15 – 12.00

Lø 8.00 – 12.00

Opdatering

Hvis I opdager at informationerne ovenfor ikke er korrekte, vil vi være glade for at få dette at vide, så vi kan holde vejledningen opdateret.

Vi vil også være taknemlige for nye informationer om seværdigheder, ture og oplevelsesmuligheder i øvrigt, som vil kunne være til glæde for andre.

Brug vores gæstebog – eller kommentarfeltet nedenfor. Vi skal da opdatere denne lille guide i takt med de input, I giver os.