Roquebrun er landsbyen
Vores feriebolig ligger lige uden for Roquebrun, som er en idyllisk og original lille landsby i Languedoc med ca. 700 indbyggere. Den ligger ved floden Orb, som flyder igennem byen, og en smuk gammel bro fører over på dette sted. Sådan her ser den ud set fra vores hus.
Landsbyen “kravler” op ad bjerget, hvilket giver mange snørklede og stejle gader og spændende huse. Oven for landsbyen ved det gamle udsigtstårn fra det 9. århundrede, er anlagt en enestående “middelhavs-have” med et stort udvalg af de træer og planter, som er specielle for middelhavskysten.
Roquebrun har alle nødvendige faciliteter såsom mini-supermarked, bageri, café/bar, posthus, restauranter, pizzaria, markedsplads med ugentligt marked m.m.
Landsbyen er om aftenen oplyst af det hyggelige gule lys fra gadelygterne, og byens vartegn, tårnet er flot oplyst af projektører. Alt i alt, et smukt syn, som ligeledes kan nydes fra huset.
Nærområdet
Roquebrun ligger i et smukt og meget varieret område. Fra den flade kyststrækning med de endeløse sandstrande stiger terrænet i bløde kurver op imod området, hvor landsbyen ligger. Her er bjergene begyndt at gøre sig gældende med store højdeforskelle, klipper, flotte udsigter, floder og kløfter vekslende med frodige dalstrækninger domineret af vinmarker.
Fra huset og terrasserne ser man lige over på områdets højeste bjerg (det store på billedet), som er ren natur bevokset med maki.
Herfra stiger højderne yderligere i bjergkæden Cervennerne, hvor man kan finde udstrakte skove, mange søer og et nærmest alpint landskab.
Iblandt alt dette findes et stort udvalg af ældgamle og maleriske småbyer og landsbyer, som udstråler originalitet og velbevaret kultur.
Flere detaljer om området, aktivitets-muligheder m.m. findes i artiklen Seværdigheder & ture.
Indkøbsmuligheder
De mest nødvendige ting kan fås i det lokale mini-supermarked. Hver torsdag parkerer slagtervognen og grøntvognen på torvet (og sågar den omkørende frisørsalon også).
I de nærliggende byer er der supermarkeder med større udvalg og lavere priser.
I den nærmeste storby, Beziers, findes et væld af indkøbsmuligheder lige fra mega-centre til små intime specialforretninger.
De lokale markeder (søndag og torsdag) har masser af fremragende lokale produkter af alskens art.
Så der er ingen grund til at tage noget med hjemmefra. Udvalget er enormt, og priserne er generelt lidt lavere end i Danmark.
Vinen i Languedoc
Vinproduktion er det dominerende erhverv i Languedoc, og vinmarkerne sætter deres tydelige præg på landskabet. Med deres frodigt grønne fremtræden om sommeren og et væld af farvenuancer om efteråret, bidrager vinmarkerne til at gøre opholdet til en særlig oplevelse.
Man er heller ikke i tvivl om, hvad der er hovederhvervet her, når man følger arbejdet i markerne på nærmeste hold og ser hvordan landsbyerne er præget af vinhuse og relaterede virksomheder.
Languedoc var tidligere mest kendt for de store mængder af vin, man producerede, men inden for den sidste snes år, er der sket store forandringer:
Bønderne satser på færre, men bedre druer pr. stok. Man investerer i kælderen og nye marker m.m. og vinbønderne satser nu i høj grad på kvalitet! … Og med gode betingelser fra naturens side producerer flere og flere nu vine af fremragende kvalitet til priser, der endnu er lave i forhold til de øvrige vin-distrikter i Frankrig.
Maden
I området dyrkes ud over vin et stort udvalg af Sydfranske frugter og grøntsager. Bekvem nærhed til hav, søer og floder samt tilstedeværelsen af alskens husdyr og vilde dyr medfører en stor rigdom på kød, fisk, skaldyr m.v.
Alt dette giver mængder af friske råvarer til et rigt og varieret køkken.
Her findes hele spektret af spisesteder, fra udsøgte gourmet-restauranter til landlige spisesteder og beskedne caféer. Fælles for dem alle er satsning på kvalitet og særdeles rimelige priser. Typisk kan man på en almindelig restaurant få en tre-retters menu fra ca. 20 euro.
Menneskene i Languedoc
En stor del af oplevelsen ved at være i Languedoc er mødet med de lokale mennesker. Det virker som om solen og vinen sammen medvirker til at skabe nogle afslappede, hjertelige og varme mennesker, som gerne taler med – og hjælper os fremmede. Den lidt fjerne og mere overfladiske facon, som man godt kan møde ved Cote d´Azur, er sjælden her.
Mængden af turister (og trafik) på disse kanter er også betydeligt mindre.
For flere detaljer: Se Seværdigheder og ture.
Klimaet
Roquebrun har fået tilnavnet “Petit Nice” pga. det specielt gunstige klima på stedet. Det er udpræget middelhavsagtigt, med masser af solskinstimer.
I marts/april begynder foråret for med temperaturer, som vi danskere vil kalde sommeragtige. Det er en herlig periode, hvor alt springer ud, og der er masser af sol over området, byen og ferieboligen. Her er stadig kun få turister.
Maj/juni stiger solen for alvor på himlen, og den sydlandske varme begynder at gøre sig gældende. Det er tid for badeliv, og alt hvad der hører sommeren til. Stadig er her kun ganske få turister, og som regel gode muligheder for, at feriehuset er ledigt.
Juli/august byder på rigtig sommer, hvor der godt kan blive temmelig varmt, men sjældent rigtigt trykkende, fordi luften er tør. Så kan man glæde sig over at huset ligger på en nord-skråning og har et stort skyggende træ på terrassen. Her er nærmest solgaranti, og man kan fryde sig over at være på afstand af den lunefulde danske sommer.
Sensommeren, som her omfatter både september og oktober, svarer nærmest til en rigtig god dansk sommer. Her kan stadig være dejligt varmt, men aldrig rigtigt koldt. Det er stadig en tid for masser af friluftsliv, og vandtemperaturen er noget over den, vi er vant til hjemmefra.
Her i “Vinland” er det nu tid for vinelskere. Vinen står nu aller-smukkest med bugnende drueklaser og flotte farver. Vinhøsten er den vigtigste tid for området, som jo i høj grad lever af vindyrkning. Her festes naturligvis (med masser af vin), når høsten er i hus.
I november/december starter vinteren, og vejret bliver mere ustabilt. Der kan godt være koldt om vinteren, og da huset ikke er isoleret, egner det sig ikke rigtigt til vinterophold.
Check selv vejret og klimaet på det franske DMI: http://www.meteofrance.com/previsions-meteo-france/roquebrun/34460.